Terrorleder advarer Kenya om nye angreb

Terrorlederen bekræfter ifølge nyhedsbureauet Reuters på lydoptagelsen, at al-Shabaab stod bag på indkøbscenteret Westgate i Kenyas hovedstad, Nairobi, lørdag, hvor et stort antal mennesker mistede livet.

Blandt de dræbte i angrebet var en 29-årig canadisk kvinde, der var gift med en dansk mand, som var udstationeret i Nairobi, og som ifølge DR Nyheders oplysninger selv blev såret, men ikke skudt, i angrebet.

»Hun døde i hans arme,« siger danskerens far Gunnar Munk til DR Nyheder. Han fortæller, at parret var flyttet til Kenya for to år siden.

»De havde mange planer for fremtiden, men så er det bare slut,« siger Gunnar Munk til DR Nyheder.

Angrebet mod Westgate var en advarsel til alle »vesterlændinge, der støtter Kenyas invasion af Somalia,« lød det i lydoptagelsen fra terrorlederen, der blev offentliggjort onsdag aften på en al-Shabaab-relateret hjemmeside.

Her sagde Ahmed Abdi Godani desuden, at angrebet på indkøbscenteret var hævn for, at Kenya i 2011 sendte tropper ind i det sydlige Somalia for at bekæmpe islamistiske oprørere.

»Træk jeres tropper ud eller forbered jer på en langvarig krig, blod, ødelæggelse,« sagde terrorlederen ifølge Reuters.

Ahmed Abdi Godani, der formodes at have været i terrortræning under Taleban i Afghanistan, går også under navnet Abu Zubayr. Han har ifølge nyhedsbureauet AFP været leder af al-Shabaab siden 2008 og optræder på det amerikanske udenrigsministeriums liste over verdens otte mest eftersøgte terrorister.

Kenyanske embedsmænd oplyste torsdag, at amerikanske, britiske og israelske agenturer hjælper Kenya med at efterforske lørdagens angreb.

Dagens Gossip