Terrormistænktes riffel er stjålet fra Hjemmeværnet

Den M 95-riffel, som gerningsmanden til weekendens terrorangreb affyrede ved Krudttønden på Østerbro, er et våben fra Hjemmeværnet.

Det oplyser Københavns Politi i en pressemeddelelse.

Våbnet er også efterlyst efter et hjemmerøveri, fremgår det af meddelelsen.

Politiet har for nuværende ikke yderligere kommentarer til oplysningerne.

Tidligere har politiet fortalt, at M 95-riflen blev affyret 28 gange ved Krudttønden. Her blev den 55-årige Finn Nørgaard dræbt af et enkelt skud. Tre politifolk blev såret.

Senere affyrede gerningsmanden skud med to forskellige pistoler mod politi og Dan Uzan, en jødisk vagt ved synagogen i Krystalgade, som blev dræbt.

Også på Svanevej på Nørrebro, hvor gerningsmanden blev dræbt af politiet, nåede han at affyre tre skud mod politiet med de to pistoler.

Politiet affyrede også mindst seks skud ved angrebet ved Krudttønden. Fem af politiets våben er blevet beslaglagt af Den Uafhængige Politianklagemyndighed, DUP.

Der er tale om både danske og svenske våben. Ifølge politianklagemyndighedens direktør, Kirsten Dyrman, blev der skudt med alle fem våben.

/ritzau/

Dagens Gossip

Dagens TV