Terrormistænktes riffel er stjålet fra Hjemmeværnet

Skrevet af admin

18/02/2015

Dagens topnyheder

Den M 95-riffel, som gerningsmanden til weekendens terrorangreb affyrede ved Krudttønden på Østerbro, er et våben fra Hjemmeværnet.

Det oplyser Københavns Politi i en pressemeddelelse.

Våbnet er også efterlyst efter et hjemmerøveri, fremgår det af meddelelsen.

Chef for Hjemmeværnet, generalmajor Finn Winkler, oplyser til Ritzau, at våbnet stammer fra et røveri i begyndelsen af 2013. Det er uvist, hvor i landet røveriet fandt sted.

Politiet har for nuværende ikke yderligere kommentarer til oplysningerne.

Tidligere har politiet fortalt, at M 95-riflen blev affyret 28 gange ved kulturcaféen Krudttønden, hvor der var et debatarrangement om ytringsfrihed og kunst.

Her blev den 55-årige Finn Nørgaard dræbt ude foran caféen af et enkelt skud fra gerningsmanden. Tre politifolk blev såret ved samme lejlighed.

Senere, natten til søndag, affyrede gerningsmanden skud med to forskellige pistoler mod to politibetjente og Dan Uzan, en 37-årig jødisk vagt ved synagogen i Krystalgade. Dan Uzan mistede livet, mens betjentene blev ramt af skud, men overlevede.

Også på Svanevej på Nørrebro, hvor gerningsmanden blev dræbt af politiet senere på natten til søndag, nåede den 22-årige formodede terrorist at affyre tre skud mod politiet med de samme to pistoler.

Ved angrebet på Krudttønden affyrede politiet også mindst seks skud. Fem af politiets våben er blevet beslaglagt af Den Uafhængige Politianklagemyndighed, DUP.

Der er tale om både danske og svenske våben. Ifølge politianklagemyndighedens direktør, Kirsten Dyrman, blev der skudt med alle fem våben.

/ritzau/