Terrorplaner mod Jyllands-Posten skulle berettige overvågning

Han var allerede kendt som informant for narkopolitiet, siger kritikere

Det forpurrede terrorangreb på Morgenavisen Jyllands-Posten i 2009 bliver af den amerikanske regering brugt som argument for efterretningsagenturet NSAs massive indsamling og lagring af data, som blev afsløret af The Guardian i sidste uge. Det skriver Information.

Det argument er langtfra overbevisende, da FBI og CIA meget vel kunne have afsløret terrorkomplottet uden anvendelse af det såkaldte Prism-program, skriver Information.

Præsident Barack Obamas efterretningskoordinator, James Clapper, nævnte søndag i et interview med ABC afsløringen af komplottet mod Morgenavisen Jyllands-Posten som eksempel på resultater fra NSA-programmet.

Overvågningen af David Headley, der i januar fik 35 års fængsel blandt andet for komplotplaner mod Morgenavisen Jyllands-Posten, har hindret et angreb på avisen, mener James Clapper.

Ifølge pressekritiker Marcy Wheeler er det »lidt mistænkeligt,« at James Clapper tilskriver det hemmelige Prism-program æren for opsporingen af Headley. »Han arbejdede nemlig som informant i Pakistan for det amerikanske narkopoliti (DEA),« påpeger Marcy Wheeler ifølge Information.

Ifølge den demokratiske senator Diane Feinstein, var det ikke Prism, men NSAs indsamling og lagring af telefonlogbøger, hvilket er et andet efterretningsprogram, som førte til David Headley.

Det journalistiske website ProPublica afslørede desuden i 2010, at David Headleys første amerikanske hustru allerede i 2005 gav FBI oplysninger om Headleys aktiviteter. Headleys anden hustru indberettede lignende informationer i 2007, der blev videresendt til CIA, FBI og DEA.

Flere kongresmedlemmer med adgang til klassificerede dokumenter om Headley-sagen tvivler på argumentationen om, at NSAs massive indsamling af e-mails eller telefonlogbøger bragte FBI og CIA på sporet af Headley.

»I den udstrækning telefonlogbøger har leveret brugbare oplysninger, var de allerede tilgængelige via andre indsamlingsmetoder, som ikke krænker lovlydige borgeres privatsfære,« siger de demokratiske senatorer Mark Udall og Ron Wyden ifølge Information.

Dagens Gossip