Terrorsag: Vidne skal afhøres om krigen i Irak

Skrevet af admin

02/09/2014

Mest læste i dag

De dramatiske og blodige begivenheder i Nordirak skal nu belyses i en verserende straffesag om påstået økonomisk støtte til PKK.

Københavns Byret har tirsdag sagt ja til et ønske fra forsvarerne om, at lektor Daniella Kuzmanovic fra Københavns Universitet igen skal besvare spørgsmål.

Hun skal fortælle om blandt andet PKK's rolle i forbindelse med Vestens militære støtte til kurdere, som i Nordirak kæmper mod den militante oprørsgruppe Islamisk Stat.

PKK er den kurdiske separatistbevægelse, som står på terrorlisterne.

Forsvarerne for 10 kurdiske mænd er ivrige for at få afdækket, om PKK er ved at komme ind i Vestens varme.

- Vi kan ikke på forhånd udelukke, at det kan have betydning, siger retsformand Jens Stausbøll i nævningesagen om genindkaldelsen af ekspertvidnet.

De to anklagere har protesteret imod, at Kuzmanovic og en anden forsker på ny skal udspørges.

De aktuelle kamphandlinger har ikke relevans for straffesagen, hvor de 10 mænd er tiltalt for at have indsamlet op mod 140 millioner kroner til PKK, har de fremhævet.

Forsvarerne har en helt anden holdning.

De hæfter sig ved, at flere iagttagere har udtalt, at våben fra Vesten kan havne i hænderne på den terrorstemplede organisation PKK.

For nylig har Danmark besluttet at lade et Hercules-fly transportere våben til de kurdiske myndigheder i det nordlige Irak. Og udviklingen viser ifølge advokat Gert Dyrn, hvor omskifteligt terror-begrebet er.

- Den ene dag er de terrorister, den anden dag er de frihedskæmpere, siger han. Spørgsmålet kan også få indflydelse på en eventuel straf, mener han.

Stater må ikke sende bistand til terrororganisationer, fastslår en FN-resolution.

- Vi risikerer at stå i en absurd situation, lyder det fra en anden forsvarer, advokat Thorkild Høyer - såfremt Danmark "går fri", mens de 10 private borgere dømmes.

- Vi har brug for at vide, hvordan den faktiske udvikling skal forstås, siger advokaten om årsagen til, at lektoren fra Københavns Universitet genindkaldes som vidne.

Det sker i sidste øjeblik i den langvarige retssag, som begyndte for næsten et år siden. Ifølge planen skal anklagere og forsvarere på de kommende retsmøder komme med deres syn på beviserne, inden nævninge og dommere trækker sig tilbage for at votere.

I retten håber man, at lektoren kan blive afhørt onsdag formiddag.

/ritzau/