Terrorsigtet tilstår at være manden med hatten i lufthavn

Skrevet af admin

09/04/2016

Dagens topnyheder

Den terrorsigtede Mohamed Abrini har under afhøring fortalt, at han er "manden med hatten", der ses på overvågningsbilleder fra lufthavnen i Bruxelles i forbindelse med selvmordsangrebet 22. marts.

Det siger Belgiens statsanklager ifølge nyhedsbureauet Reuters.

- Vi konfronterede ham med videobeviser, som vores specialenhed har forberedt. Han blev nødt til at indrømme, at det var ham, siger en talsmand for statsanklageren i en udtalelse.

Belgisk politi havde offentliggjort billeder af manden med hatten og bedt offentligheden om oplysninger, der kunne føre til pågribelsen af ham.

Politiet var særligt interesseret i at finde den jakke, han smed fra sig, efter han forlod lufthavnen.

- Han tilstod at have været på gerningsstedet. Han forklarede, at han smed sin jakke i en skraldespand og solgte sin hat bagefter, lyder det ifølge nyhedsbureauet AFP i meddelelsen fra anklagerens kontor.

Den 31-årige belgisk-marokkaner var en af seks anholdte under en stor politiaktion i Bruxelles-området fredag.

"Manden med hatten" er en mand iført bøllehat, som på overvågningsbilleder fra Zaventem-lufthavnen i Bruxelles 22. marts går side om side med selvmordsbomberne Ibrahim El Bakraoui og Najim Laachraoui.

Mohamed Abrini har været på listen over Europas mest eftersøgte, siden han blev set på et overvågningskamera sammen med Salah Abdeslam, som også er anholdt, to dage inden angrebene i den franske hovedstad sidste år.

Abrinis rolle i angrebet i Paris er endnu ikke fastslået. Men ud over, at han blev set sammen med Abdeslam, er hans fingeraftryk også fundet i en bil, der blev benyttet under angrebet, samt i nogle af de lejligheder, gerningsmændene har benyttet i Bruxelles.

/ritzau/Reuters