Terrortiltalts søster sår tvivl om sine egne udtalelser

Skrevet af admin

23/05/2016

Mest læste i dag

Der var tydelig irritation at spore i stemmen, da storesøsteren til en formodet syrienkriger mandag var indkaldt som vidne i en historisk terrorsag i Retten i Glostrup.

Søsteren afviste i første omgang at afgive vidneforklaring, men blev af retten pålagt at udtale sig i sagen. Og det blev en opsigtsvækkende og langstrakt afhøring, som vicestatsadvokat Anders Riisager efterfølgende gennemførte.

- Kan du huske, at du har sagt til politiet, at du havde fået at vide, at din bror havde det godt i Syrien?, ville Anders Riisager gerne vide.

- Ja, det har jeg sagt. Men jeg var påvirket, da jeg snakkede med politiet første gang, lød forklaringen fra søsteren, der indikerede, at hun havde været fuld.

Herefter afviste den mørkhårede kvinde flere gange sine tidligere udtalelser og tilføjede desuden ofte, at hun ikke kunne huske de udtalelser, hun blev foreholdt.

- Nej, det passer ikke, lød det undervejs fra vidnet.

- Så det må igen være noget, som politimanden, der har skrevet rapporten, fuldstændig har misforstået?, spurgte Anders Riisager, efter at vidnet igen nægtede en udtalelse.

Og generelt kom anklagemyndigheden ikke meget videre under afhøringen.

- Ved du, om din lillebror ville rejse til Syrien i 2015?, spurgte Anders Riisager, da han meget konkret forsøgte at finde ud af, hvad søsteren vidste.

- Nej, lød svaret fra kvinden.

Den 24-årige mand, der er retssagens hovedperson, er blandt andet tiltalt for at have været i Syrien i 2013 og for at have planer om at tage tilbage i 2015.

Storesøsteren sad i vidneskranken i udsædvanligt lang tid - næsten to en halv time - da hun mandag vidnede, og hendes vidneforklaring var den første af flere planlagte forklaringer fra den tiltaltes nære familiemedlemmer.

Sagen mod den påståede syrienkriger er særlig interessant, da det er første gang, at en dansker er tiltalt for at have ladet sig hverve af en terrororganisation.

Retssagen fortsætter tirsdag og strækker sig i alt over 14 retsdage.

/ritzau/