Terrortrussel fører til flyforbud over Bergen

Luftrummet over den centrale del af Bergen er lukket, oplyser politiet til norsk TV2.

Beredskabet i Norge forud for et frygtet terroranslag er det højeste nogensinde, siger politiet, som også har bedt om hjælp fra hæren og hjemmeværnet.

Ifølge den norske politichef, Odd Reidar Humlegård, har Norge nu et højere beredskab end nogensinde før, og der tages skridt til en yderligere optrapning.

En talsmand for det norske politis fagforbund mener imidlertid, at beredskabet kun er marginalt bedre end ved terroranslaget i juli 2011.

Visse politifolk siger, at beredskabet er lige så dårligt.

- Jeg vil mene, at vi stadig har en hel de at gøre, siger Sigve Bolstad, talskvinde for Politiets Fællesforbund, til Finansavisen.

Kontrollen med samtlige grænseovergange er skærpet. Det gælder både til lands, til vands og i lufthavnene.

Det svenske nyhedsbureau TT skriver, at de skærpede foranstaltninger betyder, at alle indrejsende skal fremvise pas eller id-kort ved de norske grænseovergange fra lørdag til mandag den 28. juli.

Fredag strammede de danske færgeselskaber med ruter til Norge kontrollen med sine passagerer ifølge DR Nordjylland.

Hos Stena Line, der har afgange til Oslo fra Frederikshavn, får alle kunder ekstraordinært kontrolleret deres pas eller kørekort.

Og færgeselskabet Fjord Line, som sejler mellem Hirtshals og Norge, er på eget initiativ gået et sikkerhedsniveau op, selv om de danske myndigheder endnu ikke har krævet det. Det betyder blandt andet, at færgeselskabets personale kontrollerer bagagen hos 20 procent af passagererne. Normalt er det mellem to og fem procent.

- Men det er umuligt for myndighederne at overvåge alle indfartsveje til landet, pointerer politichef Humlegård.

Der er mange måder, hvorpå man kan komme ind i et land, siger han.

/ritzau/NTB

Dagens Gossip

Dagens TV