Terrortrussler i Egypten tages med ro

Det vakte opsigt i danske rederikontorer, at containerskibet Cosco Asia lørdag blev udsat for et fejlslagent terrorangreb, da det var på vej gennem Suez-kanalen i Egypten.

Det siger vicedirektør i Danmarks Rederiforening, Jan Fritz Hansen.

- Det er noget, der er opmærksomhed på hos danske rederier, men ifølge alle de underretninger vi får fra relevante kilder, som vi er i kontakt med, er det egyptiske militær rullet talstærkt ud for at beskytte kanalen, siger Jan Fritz Hansen til Ritzau.

Fem-seks skibe fra danske rederier sejler hvert døgn igennem den strategisk vigtige Suez-kanal, der er den hurtigste vandvej for den internationale handelsflåde mellem øst og vest, hvor skibene kan spare tid og brændstof i stedet for at sejle syd om Afrika.

Den egyptisk-ejede Suez-kanal er en af Egyptens vigtigste indtægtskilder. Rederierne betaler i dyre domme for at få skibene igennem.

- På den baggrund går vi som udgangspunkt ud fra, at militæret sørger for sikkerheden igennem kanalen, det er de meldinger vi får fra kilder i området, siger Jan Fritz Hansen.

Containerskibet Cosco Asia, som sejler under panamansk flag, slap uden skader fra det mislykkede terrorangreb, hvor der hørtes to eksplosioner, mens skibet sejlede gennem kanalen. De egyptiske myndigheder var da også hurtige til at berolige skibsfarten.

- Situationen blev håndteret med fasthed af væbnede styrker, sagde Mohab Memish, der står i spidsen for sikkerheden i kanalen.

Egypten, der er den arabiske verdens mest folkerige land, står midt i en dyb politisk krise.

Militæret kuppede i starten af juli den islamistiske præsident Mohamed Mursi, og derefter har flere byer været præget af voldsomme, blodige sammenstød og generelt kaos. Flere end 1000 mennesker meldes dræbt i urolighederne.

/ritzau/

 

Dagens Gossip