Tesfaye: Venstrefløjen svigter arbejderne

Venstrefløjen tager ikke lønarbejdernes bekymringer alvorligt. Det mener SF's tidligere næstformand Mattias Tesfaye.

I et debatindlæg i Politiken kritiserer han venstrefløjen for igen at have sat fødderne forkert i tidens store værdispørgsmål. I stedet er den i gang med at forære magten tilbage til de borgerlige.

- I 90'erne betød en forfejlet udlændingepolitik utryghed i mange boligområder. Det skabte en vækst i DF-arbejdere. I dag har utryghed i arbejdslivet fået to ud af tre blandt ufaglærte og faglærte til at stemme blåt, primært på Venstre, skriver han og fortsætter:

- Igen efterlader venstrefløjen det folkelige Danmark med en følelse af elitær arrogance og foragt for følelser i den store arbejdende middelklasse. Og igen står vi over for at skulle udvikle en ny solidarisk politik mellem to ubrugelige yderpositioner.

Tesfaye mener nemlig, at tidligere finansminister Claus Hjort Frederiksens (V) idé om tyske lønninger og svenske skatter i Danmark står over for en venstrefløj, der dyrker modtagerne af overførselsindkomster, mens den glemmer arbejderen.

- Det tredje standpunkt må være at sætte den arbejdende middelklasse i centrum, skriver den uddannede murer med henvisning til den linje, der er skrinlagt i SF med afgangen af Thor Möger Pedersen som skatteminister og Villy Søvndal som partiformand.

Mattias Tesfaye hører til Mögers såkaldte arbejderistfløj i partiet og forlod sin næstformandspost i partiet den 5. december på grund af uoverensstemmelser om den politiske linje, som den nye partiformand Annette Vilhelmsen står for.

Samtidig trak han sig fra landsledelsen og meddelte, at hans navn ikke vil være at finde på stemmesedlerne ved næste folketingsvalg.

Tesfaye er nært knyttet til tidligere skatteminister Thor Möger Pedersen og den tidligere formand Villy Søvndal, ligesom han støttede sundhedsminister Astrid Krag ved formandsvalget i SF.

/ritzau/

 

Dagens Gossip