Tesla-skaber vil sende fartøj mod Mars i 2018

Skrevet af admin

28/04/2016

Mest læste i dag

Rumprojektet SpaceX vil inden for få år sende et ubemandet rumfartøj af sted mod Mars. Det annoncerede direktør Elon Musk onsdag.

Musk, der måske bedre er kendt for at stå bag elbilfabrikanten Tesla, har som overordnet mål at kolonisere den røde planet engang i fremtiden.

- Planlægger at sende Dragon til Mars allerede i 2018, skrev han onsdag på Twitter uden at tilføje yderligere detaljer om projektet.

Dragon henviser til SpaceX's rumfartøj Dragon, som er blevet brugt til at fragte forsyninger til Den Internationale Rumstation.

Det er efter alt at dømme en opgraderet version af dette fartøj, der skal forsøge at tage turen til Mars.

- Dragon 2 er designet til at kunne lande hvor som helst i solsystemet. Red Dragon Mars-missionen er den første testflyvning, skriver Musk på Twitter.

Den amerikanske rumfartsorganisation Nasa har tidligere meldt ud, at det vil sende mennesker til Mars i 2030'erne.

Men før det kan ske, skal det testes, hvordan menneskekroppen vil reagere på turen, som vil tage flere år. Det gælder både den anderledes kost samt den skadelige stråling fra rummet.

Elon Musk har tidligere talt om sin vision for at skabe en koloni med en million jordboere på Mars for at skabe et alternativ til livet på Jorden, hvis menneskeracen skulle blive truet af sig selv eller udefrakommende elementer.

Middelafstanden til Mars fra Jorden er over 200 millioner kilometer.

/ritzau/AFP