Test skal afgøre Guldfirerens EM-deltagelse

Skrevet af admin

09/05/2015

Dagens topnyheder

For nylig måtte det mangeårige medlem af letvægtsfireren i roning Morten Jørgensen melde afbud til EM i Poznan, der bliver afviklet i slutningen af maj.

Afbuddet, der skyldtes konsekvenserne af overtræning, betyder, at det er uvist, om båden med kælenavnet Guldfireren stiller op ved EM.

Test i denne weekend med reserven Jens Vilhelmsen skal afgøre, om Guldfireren kommer med til EM, som båden vandt i både 2013 og 2014.

- De skal ro nogle distancer i løbet af weekenden, og så skal vi se, hvordan de klarer sig i forhold til tidligere. Vi skal være sikre på, at holdet har højt nok niveau til, at vi kan sende dem af sted.

- Når fireren er på sit højeste, er de, hvor de skal være. De har ikke behov for at skulle bevise noget, så vi sender dem kun til EM, hvis vi er sikre på, at de får en god oplevelse, siger de danske eliteroeres sportschef, Lars Christensen.

Jens Vilhelmsen har tidligere siddet i Guldfireren, som siden legenden Eskild Ebbesens afsked oven på OL-bronzen i London for tre år siden har haft stor succes.

Ud over Morten Jørgensen har båden bestået af Kasper Winther Jørgensen, Jacob Barsøe og Jacob Søgaard, og kvartetten vandt VM både i 2013 og 2014.

Ved årets VM i Frankrig, der begynder i slutningen af august, skal Guldfireren både forsvare titlen og forsøge at indløse billet til næste års OL i Rio.

/ritzau/