Testbabyer afskrækker unge piger fra at få børn

Siden 2010 er antallet af kommuner, der tilbyder unge piger og familier et forløb med en babysimulator, næsten tredoblet, fra 12 til 31. Det skriver Kristeligt Dagblad.

Som en del af Babysimulator Teamet i Svendborg Kommune er Jette Bonde Schaarup en af pionererne på området i Danmark. Her har man siden 2008 haft cirka 120 unge kvinder gennem et forløb, hvor målgruppen er sårbare unge kvinder og par.

Langt de fleste har valgt at udskyde babydrømmen, mens fire, som allerede var gravide, valgte at få en abort.

- Vi er meget opmærksomme på, at vi ikke manipulerer eller skubber nogen over i en beslutning, de senere bliver ked af, siger Jette Bonde Schaarup og nævner de etiske spilleregler, de har udarbejdet, som skal sikre de unges ret til at træffe egne valg.

Men det er usympatisk, når kommuner vælger at give en babysimulator til gravide piger, mener Pia Fris Laneth, forfatter og debattør og aktuel med bogen "Moderskab og Mødrehjælp", som sætter fokus på synet på moderskab gennem de seneste 100 år.

- Jeg kan forstå det, hvis man sendte de unge ned i en vuggestue, men med en babysimulator får man kun alt besværet. Det kan virke som et mildt, men håndfast pres til abort.

- Det kan jo være, at drømmen om et barn rent faktisk skyldes, at man ønsker sig et barn. Jeg går ind for fri abort med fynd og klem, men fordi hvert barn nu er et valg, man skal træffe, er det blevet nemmere for kommuner og pårørende at opfordre til abort.

/ritzau/

Dagens Gossip

Dagens TV