Texas-guvernør sender 1000 militærfolk til Mexicos grænse

Guvernøren i Texas, Rick Perry, planlægger at sende 1000 reservister til den amerikanske delstats grænse mod syd for at stoppe strømmen af indvandrerbørn fra Mexico.

Rick Perry bliver anset som en potentiel republikansk kandidat til præsidentvalget om to år, og han har ført en hård linje mod børn, der forsøger at komme ind i USA.

Perry advarer mod en "enorm tragedie", hvis børnene ikke bliver sendt tilbage til Mellemamerika så hurtigt som muligt.

Republikaneren sender de mange militærfolk til grænsen efter flere anmodninger til præsident Barack Obamas regering om at sikre den amerikanske grænse til Mexico, hævder han.

- I løbet af årene har jeg gentagne gange opfordret den føderale regering til at leve op til deres ansvar om at beskytte denne store nation ved at sikre grænsen, fordi der ingen national sikkerhed er uden grænsekontrol, siger Rick Perry.

Siden oktober har omkring 57.000 børn og unge fra Mellemamerika krydset grænsen til USA i håbet om et bedre liv - mange kommer ind via Texas.

Ifølge Rick Perry lægger de mange immigranter pres på regionen, og derfor er der behov for flere personer langs grænsen.

- Mens de mænd og kvinder, der patruljerer grænsen, bliver taget væk fra deres retshåndhævende opgaver for at hjælpe humanitært, udnytter narkokartellerne, menneskesmuglerne og individuelle kriminelle denne tragedie til deres egen fordel, siger Rick Perry.

Stigningen i antallet af indvandrerbørn er blevet en stor politisk hovedpine for Barack Obama, som har opfordret forældre i Mellemamerika til ikke at sende deres børn til USA.

Præsidenten mødes senere på ugen med ledere fra Honduras, El Salvador og Guatemala for finde en løsning på problemet.

/ritzau/AFP

Dagens Gossip