Thailændere demonstrerer videre efter granatangreb

Skrevet af admin

18/01/2014

Dagens topnyheder

Thailandske demonstranter, der protesterer mod landets regering, går igen på gaderne i Bangkok lørdag på trods af det seneste blodige bombeangreb.

Fredag blev 37 mennesker kvæstet ved en eksplosion, der fandt sted under en demonstration.

En mand døde senere af blodtab, efter at han blev ramt af granatsplinter. Han er den niende person, der har mistet livet under den seneste tids uroligheder i Thailand.

Fredagens bombe eksploderede tæt ved oppositionslederen Suthep Thaugsuban, men han er klar til at lede endnu en demonstration lørdag. Der bliver dog strammet op på sikkerheden, lyder det fra hans talsmand.

Demonstranter og landets myndigheder giver hinanden skylden for bombeangrebet. Det var angiveligt en granat, der blev affyret fra en bygning i nærheden.

Thailand har i den senere tid været plaget af stadig stigende politiske uroligheder, og tusindvis af demonstranter har samlet sig foran regeringsbygninger i hovedstaden Bangkok.

Bomben er det seneste angreb på demonstranter, som protesterer mod landets premierminister, Yingluck Shinawatra.

Demonstranterne anklager Shinawatra for omfattende korruption og mener, at hun kun er en marionetfigur for den tidligere regeringschef, hendes bror Thaksin Shinawatra, der nu bor i eksil.

/ritzau/AFP