Thailand vil forbyde betalte rugemødre

Markedet for thailandske rugemødre, der føder babyer for velstillede vestlige par, har i mange år blomstret, men nu vil myndighederne i Thailand sætte en stopper for de betalte fødsler.

Lederen af sundhedsministeriets juridiske afdeling, Chatree Pinyai, bekræfter over for dpa, at et udkast til loven er blevet skrevet.

- Loven vil blive sat i værk ved udgangen af året, siger Chatree Pinyai.

Lovforslaget er blevet formuleret efter sommerens sag om et australsk par, der angiveligt nægtede at tage deres biologiske søn med sig hjem fra rugemoren i Thailand, da det viste sig, at han havde downs syndrom. Parret tog derfor kun den raske tvillingsøster med sig tilbage til Australien.

Det australske par har efterfølgende afvist, at de nægtede at tage deres søn med sig hjem, og har ifølge australske medier forklaret, at de fik at vide, at han havde en hjertesygdom og ikke ville kunne overleve den lange flyvetur til Australien.

Sagen har skabt international debat om de betalte rugemødre, og den seneste tid har myndighederne efterforsket flere klinikker i landet.

I Danmark er det både forbudt at bære børn for andre mod betaling og at betale andre for at være rugemor for ens barn.

/ritzau/dpa

Dagens Gossip

Dagens TV