Thailands konge: Alle må arbejde sammen for stabilitet

Skrevet af admin

05/12/2013

Dagens topnyheder

Thailands konge maner på sin 86-års fødselsdag til fred og ro i nationen, der i den seneste tid har været præget af voldsomme protester mod regeringen.

Kong Bhumibol Adulyadejs appellerer til, at alle thailændere arbejder sammen for at skabe "stabilitet".

De seneste par dage har været mere fredelige i Thailands hovedstad, Bangkok, hvor politi og demonstranter har gennemført en form for våbenhvile i forbindelse med fejringen af den højt elskede konge, der nærmest bliver hyldet som en guddommelig figur.

Monarken siger, at Thailand er et fredeligt land og har været det længe, fordi "alle arbejder sammen".

- Enhver thailænder burde være klar over dette og burde udføre deres rolle til gavn for landet, hvilket betyder at sikre landets stabilitet og sikkerhed, siger han i en tale, der blev vist på samtlige thailandske tv-kanaler.

Gaderne nær kongens palads i den centrale kystby Hua Hin var torsdag fyldt med folk klædt i gult - kongens signaturfarve. Grædende støtter råbte "længe leve kongen", da den royale ekskorte kørte en kort tur igennem byens gader.

Enhver politisk handling eller vold på kongens fødselsdag ville blive opfattet som et alvorligt tegn på manglende respekt.

I weekenden affyrede politiet tåregas, gummikugler og vandkanoner mod demonstranter, der forsøgte at trænge ind i flere af regeringens bygninger. Fem blev dræbt og flere end 200 såret i urolighederne.

Den aldrende konge - der er verdens længstsiddende monark - talte ved en ceremoni, hvor også den udskældte premierminister Yingluck Shinawatra deltog.

Demonstranterne er vrede over, at Shinawatra har forsøgt at få vedtaget et amnesti, der vil gøre det muligt for hendes korruptionsdømte bror, den tidligere premierminister i Thailand, Thaksin Shinawatra, at vende tilbage fra sit eksil.

Thaksin har en fængselsstraf for korruption hængende over hovedet, hvis han vender tilbage til Thailand. Premierministerens bror blev afsat ved et militærkup i 2006.

/ritzau/AFP