Thailands myndigheder afviste udhungrede flygtninge

Skrevet af admin

14/05/2015

Mest læste i dag

Myndighederne i Thailand fandt torsdag en drivende båd på havet med 300 bådflygtninge, men de afviste at give fartøjet tilladelse til at lægge til, siger en højtstående politimand i Bangkok.

- Vi afviste at give dem tilladelse til at komme ind i landet. Men vi gav dem mad og vand for at leve op til vore menneskerettighedsforpligtelser, siger en ledende politimand, Puttichat Akhachan til Reuters.

- Båden blev fundet 17 kilometer ud for den sydlige Koh Lipe, siger han.

- De ombordværende på båden ønskede ikke at komme i land i Thailand, men vil hellere til Malaysia eller Indonesia, siger en anden højtstående thailænder, kontreadmiral Somchai Na Bangchang, fra den thailandske flåde.

Rohingya-flygtningene fra Myanmar siger, at menneskesmuglere ødelagde fartøjets motor og forlod dem.

Det buddhistiske flertal i Myanmar betragter de omkring 1,3 millioner muslimske rohingya-folk i landet som illegale immigranter fra Bangladesh.

Thailand er begyndt at slå hårdere ned på strømmen af migranter, der kommer til landet ved hjælp af menneskesmuglere.

Menneskerettighedsgrupper frygter, at hundredvis - eller måske tusindvis - af rohingya-flygtninge flyder rundt på synkefærdige både, efter at de er blevet svigtet af menneskesmuglerbander, som frygter myndighedernes nye optrappede indsats.

/ritzau/Reuters