Thailands premierminister i tårer: Stop protesterne

Thailands premierminister, Yingluck Shinawatra, havde tårer i øjnene, da hun tirsdag bønfaldt de tusindvis af demonstranter på gaderne i Bangkok om at gå hjem.

Protesterne mod premierministeren og hendes regering er ikke forstummet på trods af, at Yingluck Shinawatra mandag opløste parlamentet og udskrev nyvalg.

Demonstranterne kræver nu, at regeringen omgående afløses af et "folkets råd" frem til valget.

- Nu da regeringen har opløst parlamentet, beder jeg om, at I holder inde med protesterne, og at begge sider ser frem mod valget, siger en tårevædet Shinawatra til lokale journalister.

- Jeg har rykket mig til et punkt, hvor jeg ikke ved, hvordan jeg yderligere skal rykke mig.

Hun fik ifølge journalisterne hurtigt samlet sig selv igen.

Omkring 3000 demonstranter overnattede natten til tirsdag i området omkring regeringsbygningen. Og mandag indtog over 160.000 protesterende thailændere gaderne i Bangkok til en fredelig demonstration.

Demonstranterne anklager Yingluck Shinawatra for at være en marionetdukke for sin bror, landets korruptionsdømte tidligere premierminister Thaksin Shinawatra.

Protesterne mod regeringen og premierministeren brød ud i starten af november, efter at regeringen i oktober foreslog en amnesti for personer dømt for politisk-relaterede lovovertrædelser i perioden 2006-2013. Et forslag, den siden trak tilbage.

Det kommende valg finder efter al sandsynlighed sted den 2. februar.

/ritzau/Reuters

Dagens Gossip