Theresa May udpeger brexit-minister

Skrevet af admin

13/07/2016

Dagens topnyheder

Den britiske premierminister, Theresa May, har udpeget David Davis som minister for Storbritanniens udtræden fra EU. Det skriver Downing Street i en meddelelse.

Ifølge BBC står det uklart præcis, hvad det nyoprettede ministerium for Storbritanniens udtræden af EU, får af arbejdsopgaver.

Det forventes, at en af nøgleopgaverne bliver at føre forhandlinger med EU på Storbritanniens vegne, samt finde en løsning på de flere tusind sider EU-lovgivning, der er blevet gjort til britisk lovgivning. Det skriver BBC.

David Davis var Europa-minister tidligt i 1990'erne. Siden har han haft en række fremtrædende poster, da de konservative senere kom i opposition.

Forud for folkeafstemningen om Storbritanniens EU-medlemskab anbefalede David Davis, at briterne stemte sig ud af EU.

/ritzau/