Thomas Bjørn bejler til sejren i Köln

Skrevet af admin

28/06/2014

Mest læste i dag

Den danske golfstjerne Thomas Bjørn avancerede kraftigt med lørdagens runde på 66 slag, seks under par, ved European Tour-turneringen BMW International Open i Köln.

Hele 17 pladser hoppede Thomas Bjørn frem i stillingen, hvor han inden søndagens sidste runde er på en delt andenplads med samlet 14 slag under par.

Sammen med syv andre - deriblandt den svenske verdenstoer Henrik Stenson - deler han andenpladsen. De otte spillere har tre slag op til den førende spanier Pablo Larrazabal.

Thomas Bjørn, som i øjeblikket topper pengelisten på European Tour, har tidligere leveret store resultater ved netop denne turnering. Både i 2000 og 2002 vandt han BMW International Open.

Anders Hansen, Morten Ørum Madsen, Joachim B. Hansen og Andreas Hartø er ligeledes med i finalerunderne denne weekend, men de er længere nede i feltet.

Bedste dansker efter Thomas Bjørn er Anders Hansen på en delt 25.-plads.

/ritzau/