Thomas Bjørn blev bedste dansker i Durban

Den danske golfspiller Thomas Bjørn sluttede på en delt 10. plads, da den sidste runde blev afviklet ved European Tour-turneringen Volvo Golf Champions søndag. Det gjorde ham til den bedste dansker i turneringen.

På Country Club i Durban i Sydafrika gik Thomas Bjørn den afsluttende runde i 69 slag, og dermed sluttede han i sammenlagt 283 slag, hvilket var fem slag under banens par.

Resultatet var fornemt set i det lys, at Bjørn lagde elendigt fra start torsdag, da han måtte bruge 79 slag.

Der var dog hård kamp om at blive den bedste dansker i turneringen. Morten Ørum Madsen gik søndagens runde i 70 slag, og han sluttede blot et enkelt slag efter Thomas Bjørn. Det rakte til en delt 13. plads.

For præstationerne fik Thomas Bjørn og Morten Ørum Madsen præmiepenge svarende til henholdsvis 482.000 og 435.000 kroner.

Louis Oosthuizen fra Sydafrika vandt turneringen med bare et slag til nummer to, da han gik i sammenlagt 12 slag under par.

/ritzau/

Dagens Gossip