Thomas Bjørn bliver vicekaptajn under Ryder Cup

Den danske golfspiller Thomas Bjørn skal til efteråret være vicekaptajn for fjerde gang under Ryder Cup.

Danskeren er fredag blevet udpeget som en af tre vicekaptajner af kaptajnen for Europas hold, Darren Clarke. Bjørn havde samme tjans i 2004, 2010 og 2012, mens han var med som spiller i 1997, 2002 og 2014.

Danskeren glæder sig til at være en del af golfturneringen for syvende gang i karrieren.

- Ryder Cup har givet min karriere så mange højdepunkter. Det gælder både de tre gange, hvor jeg har været med som spiller, og de tre gange, hvor jeg har været med som vicekaptajn.

- Det er en stor ære at være medlem af Europas hold, og jeg ser meget frem til at spille en rolle på Darren Clarkes hold, siger danskeren til Ryder Cups hjemmeside.

Ud over Thomas Bjørn blev Padraig Harrington og Paul Lawrie fredag betroet hvervet som vicekaptajn for Europa.

I USA har man tidligere udtrykt håb om, at Tiger Woods kunne blive en af landets vicekaptajner.

Ryder Cup spilles fra 30. september til 2. oktober på Hazeltine National Golf Club i Chaska, Minnesota.

/ritzau/

Dagens Gossip