Thomas Bjørn kravler op i top-10 i USA

Skrevet af admin

03/08/2014

Mest læste i dag

Thomas Bjørn var oppe at snuse til top-fem i løbet af lørdagens tredje runde ved den stærkt besatte turnering Bridgestone Invitational i Ohio i USA.

Den danske golfveteran Thomas Bjørn faldt dog lidt tilbage og sluttede runden på en delt placering som nummer 10. Det var dog stadig et avancement på to placeringer i forhold til fredag.

Efter en runde i 69 slag endte Thomas Bjørn for tredje dag i træk under banens par, som lyder på 70 slag. Samlet er danskeren fire slag under par.

Da Thomas Bjørn var i top-fem i løbet af lørdagens runde, lå han i samlet seks slag under banens par, men nogle bogeys ødelagde den placering.

Spanieren Sergio Garcia forsvarede sin førsteplads med endnu en god runde. Sergio Garcia gik en runde i 67 slag og er samlet i 14 slag under par.

Feltet på 79 spillere omfatter stort set hele verdenseliten, der dyster om en førstepræmie på godt 1,5 millioner dollar eller 8,5 millioner kroner.

/ritzau/