Thomas Bjørn laver hole in one i Abu Dhabi

Skrevet af admin

21/01/2016

Mest læste i dag

Golfspilleren Thomas Bjørn gik fra helvede til himmel under første runde ved European Tour-turneringen i Abu Dhabi i De Forenede Arabiske Emirater.

På hul 14 dummede Bjørn sig og blev noteret for en tredobbelt bogey, men på det efterfølgende hul lavede danskeren en sjælden hole-in-one.

Derefter gik Bjørn en fejlfri runde med yderligere fire birdies at slutte af på, så veteranen pludselig var med helt fremme i toppen af turneringen.

Bjørn, der begyndte torsdagens runde på hul 10, blev også noteret for en birdie på 13. hul, så alt i alt var det en flot runde i 68 slag, fire slag under banens par.

Det var kun den tredobbelte bogey, der gjorde, at Bjørn ikke var med endnu længere fremme.

Danskeren er efter førstedagen placeret på en delt ottendeplads sammen med blandt andre verdensetteren Jordan Spieth.

Landsmanden Søren Kjeldsen er et slag efter Bjørn efter en blandet runde med to bogeys og fem birdies.

Bryson Dechambeau, som blot deltager i sin anden turnering på European Touren, fører overraskende turneringen i Abu Dhabi i otte slag under par.

Den 22-årige amerikanske amatørspiller er dog skarpt forfulgt af svenske Henrik Stenson, som er et slag efter.

Nordireren Rory McIlroy er også med i toppen i seks slag under banens par.

/ritzau/