Thomas Bjørn lokker Ryder Cup-kaptajn til Himmerland

Skrevet af admin

21/06/2015

Dagens topnyheder

Europas Ryder Cup-kaptajn Darren Clarke deltager i golfturneringen Made in Denmark i august.

Darren Clarke forklarer, at han kommer med til European Tour-turneringen i Himmerland, blandt andet efter en snak med Thomas Bjørn.

- Jeg glæder mig meget til at spille Made in Denmark i år. Jeg har hørt så meget om turneringen fra mine venner, der var med sidste år, især at publikum skulle være helt fantastisk, siger Darren Clarke til turneringens hjemmeside.

Tidligere i år blev Darren Clarke udnævnt til Ryder Cup-kaptajn frem mod matchen på Hazeltine i USA næste år.

Den 46-årige nordirer har ved flere Ryder Cup-turneringer enten spillet sammen med eller været vicekaptajn sammen med sin gode ven Thomas Bjørn.

Og venskabet mellem de to har også været medvirkende til, at Clarke kommer til Himmerland.

- En af mine bedste venner på touren er Thomas Bjørn, og vi har spillet meget golf sammen på touren og til Ryder Cup, så sammen med ham og Thorbjørn Olesen, er jeg sikker på, at Made in Denmark vil blive endnu en stor succes, siger Darren Clarke.

Thomas Bjørn er begejstret over, at det er lykkedes at lokke Darren Clarke til Danmark.

- Darren er en af mine allerbedste venner, og at Ryder Cup-kaptajnen stiller op til Made in Denmark er rigtigt stort for turneringen, og noget der personligt glæder mig rigtigt, rigtigt meget, siger Thomas Bjørn.

Darren Clarke har vundet 14 gange på European Tour, hvoraf den ene titel var majorturneringen British Open i 2011.

/ritzau/