Thomas Bjørn spiller sig ud af topstrid i Thailand

Skrevet af admin

15/02/2015

Dagens topnyheder

Kravet var klart.

Thomas Bjørn skulle levere en fantomrunde søndag, hvis han ville kæmpe med om sejren i European Tour-turneringen True Thailand Classic i Hua Hin.

Golfveteranen var seks slag efter turneringens førende spiller inden den afsluttende runde, men det stod hurtigt klart, at danskeren ikke skulle komme til at spille en hovedrolle søndag.

Godt nok åbnede Bjørn med en birdie på første hul, men bogeys på hul to og hul fire sendte ham tilbage i det samlede regnskab.

Runden bød i alt på tre birdies og tre bogeys, og dermed endte det med en søndag på det jævne og en runde i banens par - 72 slag.

Dermed lykkedes det ikke danskeren at følge op på den flotte runde lørdag, hvor han gik seks under par efter en flot bogeyfri runde.

Thomas Bjørn sluttede som en delt nummer 25 med en samlet score på ni slag under par.

Turneringen blev vundet af australske Andrew Dodt.

Dodt lå nummer fem inden sidste runde, men med birdies på banens tre første huller spillede han sig selv ind i den absolutte topkamp. Søndagen bød i alt på fem birdies og ingen bogeys for Dodt, og det var nok. Dodt endte totalt 16 slag under par.

Det var et slag bedre end landsmanden Scott Hend, der førte inden søndagens afsluttende runde. Hend måtte søndag nøjes med en runde i par, hvorfor han samlet endte som delt toer ved siden af Thailands Thongchai Jaidee i 15 slag under par.

Anders Hansen var det andet danske islæt i finalerunden. Han gik rundt i 71 slag, et slag under par.

Samlet ender Anders Hansen i seks slag under par som en delt nummer 46.

/ritzau/