Thomas Frank: Jeg forventer meget af Agger som leder

Skrevet af admin

30/08/2014

Mest læste i dag

Fodboldklubben Brøndby får en stor leder hjem, når Daniel Agger igen trækker den gule trøje over hovedet efter otte et halvt års pause.

Det siger klubbens cheftræner, Thomas Frank, som lørdag deltog i et pressemøde på Brøndby Stadion sammen med klubbens sportsdirektør, Per Rud.

- Som leder forventer jeg mig utroligt meget af Agger. Det er én ting at få erfarne spillere hjem, men det er svært at finde spillere med naturligt lederpotentiale. Det er også svært i det danske erhvervsliv at finde personer, der har det i sig, siger Thomas Frank.

- Det har Daniel, og det har Thomas Kahlenberg og Johan Elmander også. Men jeg forventer ekstra tagen hånd om helheden og om de unge talenter i vores masterclass-projekt og være med til at bringe dem frem.

- Vi trænere kan ikke gøre det alene, der sker også ting i omklædningsrummet. Dér forventer jeg ekstra af ham (Agger), siger cheftræneren.

29-årige Daniel Agger, der har fået en toårig kontrakt efter overgangen fra engelske Liverpool, er anfører på det danske fodboldlandshold.

Det betyder dog ikke nødvendigvis, at han skal være Brøndbys anfører.

- Lige nu har jeg "Kalle" (Thomas Kahlenberg) som anfører, og ham er jeg sindssygt tilfreds med.

- Lige nu er "Kalle" anfører, og det forholder jeg mig til. Og så glæder jeg mig til at få Agger hjem, siger Thomas Frank.

Daniel Agger er ikke med, når Brøndby søndag møder FC Nordsjælland i Superligaen.

/ritzau/