Thomas Frank: Jeg havde kun sejren i hovedet

Skrevet af admin

23/08/2015

Dagens topnyheder

Brøndby tabte sæsonens første to hjemmekampe i Alka Superligaen, men søndag kom den forløsende sejr, da holdet slog Sønderjyske 1-0 på Elba Rashanis mål i anden halvleg.

Sejren kom blot tre dage efter Brøndbys 0-5-nederlag ude mod græske Paok Saloniki i Europa League, og den giver givetvis lidt arbejdsro til træner Thomas Frank, der på forhånd ikke havde spekuleret over scenariet: "At Brøndby ikke skulle vinde".

- Jeg opererede slet ikke med "hvis". Jeg havde kun en ting i hovedet, og det var, at vi skulle have tre point. Jeg er overordnet set tilfreds med sejren, og jeg er tilfreds med den energi og aggressivitet, vi kom med, siger Thomas Frank.

- I første halvleg spillede vi alt for langsomt og omstændigt, og det var til at brække sig over, men i anden halvleg fik vi vendt spillet fremad. Det, jeg er mest utilfreds med, er, at vi ikke fik lukket kampen til 2-0.

Brøndby har i denne sæson haft svært ved at præstere efter at have spillet europæisk i midtugen, men det blev der med søndagens sejr lavet om på.

- Det er første gang i denne sæson, at vi får en sejr efter en europæisk kamp. Der har været præstationer til mere, men det var rart at få slået hul igennem og få den her sejr, siger Frank.

- Det her var kamp 13 i efteråret for os. Om en uge har vi spillet 15, og det er kun to færre, end vi spillede hele foråret. Det har givet nogle andre udfordringer for os.

- Vi er ved at lave et hold og en trup, der skal kunne holde til sådan en belastning, og i dag viste vi noget af det, jeg gerne vil se, siger træneren.

Daniel Agger spillede for anden kamp i træk 90 minutter for Brøndby, og han var som træneren godt tilfreds med sejren.

- Jeg er meget tilfreds med, at vi holdt nullet og skabte de chancer, vi skulle. Jo flere gange, man holder nullet, jo flere point får man, siger Agger.

- Det kan godt være, at man en gang i mellem må nøjes med 0-0, men det er til at leve med.

Brøndby avancerer med søndagens sejr til ligaens syvendeplads.

/ritzau/