Thomas Frank: Mødet med Agger bliver nostalgisk

Når den tidligere Brøndby-spiller Daniel Agger sammen med Liverpool onsdag aften spiller testkamp mod Brøndby, så bliver det samtidig en genforening af et meget populært trekløver.

De to profiler Johan Elmander og Thomas Kahlenberg, som nu begge er vendt hjem til Brøndby, var i 2005 sammen med Agger nøglespillere, da klubben senest vandt det danske mesterskab.

Selvom Brøndbys træner, Thomas Frank, ikke stod i spidsen for holdet dengang, mener han alligevel, at det bliver et særlig møde.

- Det er lidt nostalgisk. Det bliver sjovt, men de spiller jo desværre på hver sin siden af banen, siger Thomas Frank.

Både Thomas Kahlenberg og Johan Elmander ser frem til at møde deres tidligere holdkammerat.

- Liverpool er et af de store hold i Europa, så det bliver selvfølgelig sjovt, og det bliver også sjovt at møde Daniel (Agger, red.) igen, siger Elmander.

- Men når kampen er i gang, så tænker man ikke så meget over, at vi alle tre spiller på samme bane igen.

Kahlenberg fokuserer i højere grad på holdets sportslige præstation, men glæder sig dog til, at trekløveret atter bliver samlet.

- Resultatmæssigt har vi ikke noget på spil, så det bliver en sjov kamp at spille.

- For os spillere er det en fed træningskamp, hvor vi skal finpudse formen inden weekenden, hvor det går løs, siger Kahlenberg med tanke på superligapremieren mod FC Midtjylland søndag aften.

Venskabskampen mellem Liverpool og Brøndby spilles onsdag klokken 18 på Brøndby Stadion.

/ritzau/

Dagens Gossip