Thomas Frank: Sværeste udekamp i min tid i Brøndby

Skrevet af admin

19/08/2015

Mest læste i dag

Nogle kampe er vanskeligere end andre, og torsdagens udekamp i Grækenland mod Paok bliver en af de vanskeligste ifølge Brøndbys cheftræner Thomas Frank.

- Kan vi få scoret dernede og eventuelt hente en uafgjort, vil vi være mere end tilfredse. Men vi ved også, at det bliver afsindigt svært.

- Det er uden sammenligning den sværeste udekamp i min tid i Brøndby, siger Brøndbys cheftræner Thomas Frank til klubbens hjemmeside.

Der er tale om den første af to playoff-kampe mod Paok, og det handler om at komme i gruppespillet i Europa League.

Brøndby skal forsøge at gentage den samlede sejr over cypriotiske Omonia Nicosia, som blev slået ud i tredje kvalifikationsrunde efter 0-0 på hjemmebane i det første opgør.

- Uanset om vi spiller ude eller hjemme først, er hovedformålet i de her kampe at holde returkampen "varm".

- Vi så eksempelvis mod Omonia, at et 0-0-resultat i en hjemmekamp sagtens kan være nok, og derfor må vi aldrig satse for meget i et europæisk opgør, der går over to kampe, siger Thomas Frank.

Han fortæller om en stor mængde analysearbejde og om balancen mellem at forsvare sig dygtigt, men ikke blot passivt parere slag fra modstanderen.

- Vi analyserer og forbereder os altid grundigt på modstanderen, uanset hvilken turnering det gælder, men i dette tilfælde ser vi flere kampe og bruger flere timer på analyse af deres hold og de enkelte spillere.

- Alt får et nøk eller to op, og detaljegraden er større. Vi tror på, at de meget grundige forberedelser er nøglen til et godt resultat, mener træneren.

Brøndby-staben arbejder blandt andet med en formodet startopstilling hos Paok, hvor der kigges på de enkelte spilleres styrker og svagheder.

- Det er spillere, vi ikke kender nær så godt som dem i Superligaen, så det kræver en del mere benarbejde end normalt. For hver af deres spillere udfærdiger vi en lille rapport, som vores spillere kan bruge som led i deres forberedelser, siger han.

Kampen spilles torsdag klokken 19.

/ritzau/