Thomas Frank: Vi fejlede i fællesskab

Brøndbys nye træner, Thomas Frank, har endnu ikke prøvet at vinde en kamp i denne sæson.

I Superligaen ligger Brøndby nederst i tabellen med kun tre point for seks kampe, og onsdag aften ramte klubben det foreløbige lavpunkt med pokalnederlag på 1-2 til Hvidovre.

I sine umiddelbare kommentarer straks efter kampen var Thomas Frank utilfreds. Dagen efter kampen er han ikke blevet mildere.

- Vi leverer slet ikke det, vi skal. Hverken løbemæssigt, i duellerne eller i presspillet. Og når man så i tillæg ikke kan score på chancerne, så taber man sådan en fodboldkamp, siger Thomas Frank til klubbens hjemmeside torsdag.

- Vi havde forud for kampen fokuseret meget på at holde tempoet oppe, lade bolden køre hurtigt rundt og være aggressive i presset, men det lykkedes vi mildest talt ikke med.

- Når spillerne og jeg evaluerer, så taler jeg altid om den gode præstation, hvor du på en række parametre skal investere nok for at lykkes. Det gjorde vi ikke mod Hvidovre, og det er specielt skuffende, at det kommer ovenpå en rigtigt flot kamp i søndags mod Randers.

Thomas Frank har set i øjnene, at der ikke findes en mirakelkur mod en dårlig resultatmæssig stime.

- Vi må erkende, at vi i fællesskab fejlede i går, og så må vi ellers fortsætte det benhårde arbejde, så vi fremover gerne skal kunne spille mere end én god kamp i træk.

Brøndby får en ny chance på søndag, hvor holdet i Superligaen møder AaB i Aalborg.

/ritzau/

 

Dagens Gossip

Dagens TV