Thomas Larsen: Dansk duks skal berolige Obama

Og der er grund til at tygge hurtigt af munden i Sagerska huset på Strömgatan 18, hvor den svenske statsminister, Fredrik Reinfeldt, byder velkommen, for der er meget på programmet. Ikke mindst spørgsmålet om en intervention i Syrien, der »kommer til at overskygge alt og risikerer at eksplodere mellem hænderne på dem«, vurderer Berlingske politiske kommentator, Thomas Larsen.

»Det er et kontroversielt emne - det ved de. Det er en aktion, der er omgivet af betydelig folkelig skepsis overalt. Det gælder både i Obamas hjemland, USA, og i europæiske lande som Danmark. Han får hårdt brug for støtte i aften, og den vil han med sikkerhed få fra den danske statsminister, selvom det ikke er nogen vindersag for hende. Jeg tror, hun havde ønsket, at der var helt andre dagsordener på programmet,« vurderer Thomas Larsen.

Spørgsmål: Hvad er Thornings vigtigste mission i Stockholm?

»Hendes mål er at sige til amerikanerne, at Danmark kan I regne med. Vi er stadigvæk den helt tætte allierede, der er klar – også når det gør ondt. Danmark indtager en særposition i forhold til de øvrige nordiske lande, for vi har ført en meget aktivistisk udenrigs- og sikkerhedspolitik i en årrække.«

Modsat Thorning er den svenske statsminister, Frederik Reinfeldt, modstander af en intervention i Syrien trods et formodet giftgasangreb for to uger siden, der ifølge USA slog cirka 1.400 civile ihjel. Reinfeldt er modstander af den simple årsag, at han ikke tror, at det er svaret på konflikten. Og norske Jens Stoltenberg sagde i sidste uge, at ”uden et FN-mandat er det ikke aktuelt for Norge at deltage”.

Spørgsmål: Spiller Danmark i virkeligheden en rolle som skødehund i forhold til USA?

»Det har kritikere jo hævdet i årevis, eksempelvis i forbindelse med krigen i Vietnam og senest vores engagement i Irak og Afghanistan. Men jeg tror ikke, det gør det store indtryk på Thorning. På det punkt ligner hun meget den tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen, der jo også satsede 100 procent på et ekstremt tæt forhold til USA. Den linje bygger hun videre på.«

Formålet med arbejdsmiddagen er også at drøfte emner som en frihandelsaftale mellem Europa og USA, international vækst, grøn energi og klimaudfordringer.

Torsdag morgen mødes Obama med dronning Silvia og kong Carl Gustav, inden han forlader Sverige fra Arlanda Lufthavn og flyver til G20-topmøde i Rusland.

Dagens Gossip

Dagens TV