Thomas Larsen: Grundlovsdag var forsmag på Danmarks næste præsidentduel

Det vurderer Berlingskes politiske kommentator, Thomas Larsen, efter at have hørt begge partiformænds taler.

»Det, der er bemærkelsesværdig og som er det helt centrale tema i de to taler, er tillid kontra løftebrud. Både Helle Thorning-Schmidt og Lars Løkke Rasmussen er fuldstændig klar over, at næste folketingsvalg bliver afgjort på netop tillid, og derfor bruger de begge store dele af deres tale på at snakke om netop det,« siger Thomas Larsen.

Statsminister Helle Thorning-Schmidt henviste i sin tale til den tidligere socialdemokratiske leder Jens Otto Kragh, der i sin tid som statsminister blev kendt for sin bemærkning: »Man har et standpunkt, til man tager et nyt«.

»Som god socialdemokrat ved jeg, at man har et standpunkt, til man tager et nyt,« lød det fra statsministerens talerstol.

»Bundlinjen er, at partierne i Folketinget i dag har taget ansvar for beslutninger, som de tidligere var imod. Det har vi gjort, fordi virkeligheden krævede det,« fortsatte hun.

Ifølge Thomas Larsen er det helt bevidst, når statsministeren forsøger at retfærdiggøre, hvorfor regeringen sagde én ting før valget og gjorde noget andet efter.

»Dykker man ned i talernes substans, så kan man se, at Helle Thorning-Schmidt forsøger at tale sig ud af løftebruddene og prøve at forklare, hvorfor hun blev nødt til at ændre politik. Det gør hun ved at referere til, at alle politikere har ret til blive klogere undervejs og ændre sig. Men om det hjælper, det tvivler jeg på. Vælgerne glemmer ikke så let,« siger Thomas Larsen.

Han mener, det er både klogt og nødvendigt, at Thorning-Schmidt bruger talen til at forsvare sig mod den mistillid, der er rettet mod hende, hvis hun har nogen ambitioner om at vinde næste valg. Præcis derfor er det også logisk, at Lars Løkke Rasmussen sætter hårdt ind på netop det punkt. I Venstre-formandens tale roste han regeringen for dens politik, men angreb den for at have svigtet sine vælgere.

»Jeg vil ikke kritisere regeringen, fordi de har videreført en stram økonomisk politik. Tværtimod. Regeringen fortjener ros for at holde fast i en toårig dagpengeperiode,« sagde Lars Løkke Rasmussen, der efterfølgende angreb regeringen for at føre en politik, der bryder med vælgernes tillid.

»Det står helt fast, at de har gjort alt dette op imod deres egne ord og løfter inden valget,« siger han og uddyber senere:

»Som sagt er tillid dyrebar. Og derfor skal man have mod og mandshjerte nok til at indrømme, når man dummer sig,« sagde Lars Løkke Rasmussen med henvisning til et interview med TV 2 News, hvor han afviste at have skiftet holdning på spørgsmålet om dobbelt statsborgerskab, men anførte, at han derimod havde skiftet standpunkt.

Dagens Gossip