Thomas Larsen: Støjberg-udmelding indleder hård udlændingedebat

»Det kan godt være, den ikke får samme omfang som i slutningen af 90erne og i begyndelsen af 00erne, men jeg tror, at de iagttagere, der har kaldt debatten om udlændingepolitik for et overstået kapitel, kommer til at tage grusomt fejl,« siger han.

Mandag bragte Politiken en kronik af Inger Støjberg, der bar overskriften »Jeg maler gerne profeten på min husmur«. Her går hun målrettet efter de muslimer i Danmark, der »konstant modarbejder, konstant sætter spørgsmålstegn, er utilfredse, opfordrer til at drage i hellig krig i Syrien, begår æresvold eller -drab, nedgør vore værdier, flag og måde at leve på«, som hun udtrykker det.

»Til alle jer; find et andet sted at leve og bo. Ingen holder på jer eller tvinger jer til at blive. Vi har taget imod jer, og nu er det op til jer at udvise den fornødne respekt for vort samfund og de værdier, det bygger på,« skriver Inger Støjberg og understreger, at Danmark er danskernes land.

Ifølge Thomas Larsen er der flere forklaringer på, hvorfor udlændingedebatten kommer til at fylde mere frem mod næste folketingsvalg.

»Lykkeligvis er der i den seneste tid kommet mange signaler om, at økonomien rent faktisk er ved at løfte sig en smule. Det, tror jeg, vil få andre emner og temaer til lige så stille og roligt at kravle op på den politiske dagsorden, herunder udlændingetemaet,« siger han og tilføjer:

»Vi har været igennem en periode, hvor bandekonflikterne er blusset op igen. Der er flere socialdemokratiske ministre, der er fuldstændigt opmærksomme på, at der stadig er store problemer i de parallelsamfund, der er vokset op, og hvor der er indvandrergrupper, som lever efter helt andre værdier end danskerne«.

Dertil kommer, at Venstre i Thomas Larsens optik har fået en dårlig start på sommeren og er blevet fanget i en række uheldige sager.

»Så Venstre har selvfølgelig et åbenlyst behov for at få den politiske sommerdebat til at handle om noget helt andet,« siger han.

Enhedslistens gruppeformand, Per Clausen (Ø), giver intet for Inger Støjbergs kronik og mener, at Venstre blot er interesseret i kaste et røgslør ud.

»I en situation, hvor der kommer stadig mere fokus på bankernes og olieselskabernes massive støtte til Venstre og Venstres kvittering for denne støtte med løfter om skattelettelser til de samme virksomheder, har Venstre et akut behov for at snakke om noget andet. Her er en rask lille muslimfejde lige det, Venstre har brug for,« siger han i en skriftlig kommentar.

Ifølge Thomas Larsen har blå blok en chance for at drive kiler ind i rød blok på området.

»Der er ret stor forskel på, hvor Socialdemokraterne ligger i forhold til SF, de Radikale og især Enhedslisten. Socialdemokraterne er slået ind på en langt strammere kurs i udlændingepolitikken end tidligere,« siger kommentatoren.

Dagens Gossip