Thomas Larsen: Thorning kunne ikke holde til presset

»Det er en meget lille overraskelse, at regeringstoppen nu kommer de mest udsatte ledige til hjælp. Man behøver blot at kaste et blik på de katastrofale meningsmålinger for at konstatere, at regeringen var tvunget til en hurtig redningsaktion. Protesterne mod ikke mindst Helle Thorning-Schmidt var efterhånden ved at nå et niveau, hvor der var tale om åbent mytteri mod chefen. Derfor var man tvunget til at handle.«

Sådan lyder vurderingen fra Thomas Larsen, efter at det står klart, at regeringen er på vej med en redningspakke for de mest udsatte ledige, som er kommet i klemme på grund af dagpengereformen.

»Håbet i regeringstoppen er selvfølgelig, at man med denne indgriben vil kunne komme fri af det massive pres, som i den seneste tid er bygget op mod regeringen fra både fagbevægelsens og baglandets side. Da først medlemmer af den socialdemokratiske folketingsgruppe helt uden at tage hensyn til deres formand begyndte at forlange, at der skulle gennemføres en hurtig redningsaktion, var klokken slået for Thorning. Hun blev simpelthen nødt til at rykke ud med en løsning – ellers var situationen blevet endnu mere uholdbar for hende, og hendes autoritet ville hurtigt blive undermineret af partifællerne,« siger Thomas Larsen.

Han er heller ikke overrasket over løsningen.

»Man skal lægge mærke til, at dagpengereformen rent indholdsmæssigt består, og det har været afgørende for den radikale leder, Margrethe Vestager (R), men med den nye redningsaktion kommer regeringen nogle meget sårbare ledige til undsætning og får manøvreret sig ud af en ekstrem hård politisk krise. Problemet for regeringen er naturligvis, at løsningen kommer til at koste penge – mange penge og det betyder, at regeringen kommer til at arbejde endnu hårdere på at få dens økonomiske masterplan, 2020-planen, til at hænge sammen. I forvejen går planens regnestykker ikke op,« konstaterer Thomas Larsen.

Berlingskes kommentator forudser, at S og SFs fald i meningsmålingerne formentlig vil stoppe, men han tilføjer, at vejen tilbage til valgresultatet i 2011 – som i forvejen var dårligt for begge partier – bliver lang.

Dagens Gossip