Thomas Mogensen om jubilæum: En kæmpe ære

Skrevet af admin

14/01/2014

Dagens topnyheder

Når det danske håndboldlandshold i aften løber ind i Jyske Bank Boxen til EM-kampen mod Østrig, vil én spiller være genstand for særlig hyldest.

30-årige Thomas Mogensen runder sin landskamp nummer 100, og selvom jubilæet ikke fjerner hans fokus fra kampen i Herning, er det alligevel stort.

- Det er en kæmpe ære at kunne skrive 100 A-landskampe på cv'et. Jeg er stolt af det, siger Flensburg-Handewitt-spilleren, der debuterede på landsholdet i 2003.

- Når man spiller så mange landskampe, viser det, at man ikke bare har været ind og ud af holdet, men at man har været en fast del af et fantastisk hold i lang tid, siger Thomas Mogensen.

Playmakeren debuterede i slutrundesammenhæng for Danmark ved VM i 2009 i Kroatien, hvor Danmark sluttede på fjerdepladsen.

EM i Danmark er Thomas Mogensens sjette slutrunde med landsholdet.

Efter OL i London i 2012 valgte han landsholdet fra for en periode, og det betød et frivilligt afbud til VM i Spanien sidste år.

Nu ser han frem til at markere jubilæet sammen med omkring 14.000 tilskuere i Jyske Bank Boxen.

- Der er ingen tvivl om, at man vil huske, at man stod i Herning foran så mange tilskuere i sin landskamp nummer 100.

- Det gør det lidt ekstra specielt, så det glæder jeg mig også til, siger Thomas Mogensen.

Danmark spiller mod Østrig klokken 20.30.

Begge hold har to point efter sejr i den første kamp ved EM.

Danmark vandt 29-21 over Makedonien, mens Østrig fører gruppen efter den imponerende sejr på 30-20 over Tjekkiet.

/ritzau/