Thomas Müller knækker oprykker med saksesparksmål

Skrevet af admin

20/02/2016

Dagens topnyheder

Et besøg hos rekordjagtende Bayern München, hvor man som oprykkerhold møder op med karantæne til fem stamspillere, betyder som regel, at man får en lussing.

Men Darmstadts reservespækkede mandskab gav Bayern München store problemer i lørdagens opgør i Bundesligaen, som hjemmeholdet dog endte med at vinde med 3-1 takket være især Thomas Müller.

Bayern München satte sig i vanlig stil på kampen og forsøgte at trække rundt i Darmstadts organisation, men det reservespækkede oprykkerhold stod godt sammen.

Mesterholdet kom frem til lidt chancer uden for alvor at skabe det skydetelt, man ofte ser på Allianz Arena.

Og efter 25 minutters spil blev der stille på stadion, da Darmstadt-topscorer Sandro Wagner med et flot hovedstødsmål blev den første spiller i seks kampe til at passere Manuel Neuer på Allianz Arena.

Havde Neuer holdt målet rent for sjette kamp i træk på tværs af alle turneringer, havde det været ny klubrekord for sydtyskerne.

Darmstadt formåede at holde den chokerende føring til pausen, men fra anden halvlegs start øgede Bayern München trykket.

Allerede inden der var gået fem minutter af anden halvleg, udlignede målræven Thomas Müller, og så stod der ellers Bayern-pres på resten af kampen.

Midtvejs i anden halvleg troede både publikum og Robert Lewandowski, at han havde givet Bayern München føringen, men hans scoring blev fejlagtigt annulleret for offside.

Tre minutter efter knækkede Thomas Müller dog gæsterne, men der skulle noget særligt til.

Müller modtog i løb en lang bold med ryggen til mål, og hårdt presset lagde han bolden til rette med brystet, inden han saksesparkede føringen ind - et klassemål.

Seks minutter før tid fik Lewandowski sit mål, da han lukkede forestillingen med målet til 3-1 fra nært hold.

Andreas Christensen var med til at sikre Borussia Mönchengladbach en sejr på 1-0 hjemme mod FC Köln, som havde Frederik Sørensen på bænken.

Jannik Vestergaard var med for Werder Bremen i udebanenederlaget på 0-2 til Ingolstadt, mens Nicklas Bendtner var helt ude af truppen for Wolfsburg, som spillede 1-1 med Hertha Berlin.

/ritzau/