Thomas Sørensens chance: Begovic ude i fem-seks uger

Skrevet af admin

27/12/2013

Dagens topnyheder

Den tidligere danske landsholdsmålmand har en enestående chance for at få spilletid i Premier League i de kommende uger.

Stokes førstevalg Asmir Begovic har brækket sin finger og er ude i fem-seks uger.

- Asmir har fået et grimt brud på sin finger. Han kigger nok ind i en pause på fem-seks uger, siger manager Mark Hughes ifølge BBC.

Begovic passede Stoke-målet i sæsonens 17 første Premier League-kampe, men torsdag var det Thomas Sørensen, der stod i Stokes mål.

Og grunden var altså, at Begovic havde brækket sin finger.

Danskeren fik en fin start på kampen. Stoke kom i front, og Sørensen reddede også et straffespark.

Alligevel gik det helt galt for Stoke, der fik smidt to mand ud og endte med at tabe kampen 1-5.

Stoke ligger midt i Premier League som nummer 10 med 21 point efter 18 kampe. Næste opgave er søndagens udekamp mod Tottenham med danske Christian Eriksen på holdet.

Thomas Sørensen skal i Begovic' fravær slås om spilletid med Jack Butland.

/ritzau/