Thomasberg bliver assistent i Randers FC

Den tidligere træner i FC Midtjylland og FC Fredericia, Thomas Thomasberg, bliver ny assistenttræner i Randers FC, hvor han skal arbejde under cheftræner Colin Todd.

- Det bliver utroligt spændende for mig at komme til at arbejde i Randers. Mit indtryk er da også, at det er en klub, hvor der er styr på tingene og et fint sportsligt set-up. Så jeg glæder mig til igen at blive involveret med fodbold på allerhøjeste plan, lyder det fra Thomas Thomasberg på klubbens hjemmeside.

Cheftræner Colin Todd glæder sig over ansættelsen, men påpeger, at det ikke betyder et stilskift i fodbold-stilen.

- Thomas kommer med masser af erfaring både som spiller og træner, men det betyder ikke, at vi ændrer på den måde, som vi spiller fodbold på, siger Colin Todd.

Thomas Thomasberg, der starter i Randers efter sommerferien, har været Superliga-spiller for både AaB og FC Midtjylland. Han har været assistenttræner for FCM, hvor han også har været cheftræner. I 2010 førte han FC Hjørring op i 1. division, mens han også har været cheftræner for FC Fredericia i samme række.

Dagens Gossip