Thorbjørn Olesen ærgrer sig over spildte chancer

Skrevet af admin

30/01/2016

Dagens topnyheder

Den danske golfspiller Thorbjørn Olesen er skuffet, efter at det lørdag blev til en andenplads i golfturneringen Qatar Masters i Doha.

Olesen havde i lang tid mulighed for at snuppe førstepladsen i turneringen, der i stedet for andet år i træk blev vundet af sydafrikanske Branden Grace.

Ifølge danskeren var det især spillet i den afgørende fase, der ikke fungerede.

- Jeg missede et kort put, og det gjorde ondt. Jeg fandt aldrig rigtig mit spil på greenen, hvor jeg ellers lå godt til nogle gange, siger Olesen til European Tours hjemmeside.

- Hvis man ser på, hvordan ugen begyndte, så er en delt andenplads ret godt. Men jeg havde nogle chancer i dag. Der var bare ikke rigtig noget, der gik i, siger han.

Olesen har tidligere vundet turneringer på European Tour på Sicilien, i australske Perth samt den skotske turnering Alfred Dunhill Links Championship.

Han fortæller, at han frem til turneringen i Doha har arbejdet med sin mentale tilgang til spillet.

- Jeg har prøvet at ændre min mentale tilgang til det, og jeg har virkelig nydt denne uge helt fra begyndelsen, lyder det fra den 26-årige golfspiller.

- Selv om jeg slog nogle dårlige bolde, så var jeg stadig mentalt stærk. Det var et godt tegn, og det skal jeg fortsætte med at arbejde på, lyder det optimistisk

/ritzau/