Thorbjørn Olesen blev nier i Skotland

Den unge dansker så ud til at få sit endelige internationale gennembrud i år, da han blev nummer seks i Masters-turneringen på Augusta-banen tilbage i begyndelsen af april, men siden har resultaterne svigtet.

Lige indtil søndag aften, hvor den 23-årige dansker igen markerede sig blandt Europas bedste golfspillere.

I Johnnie Walker Championship på Gleneagles-banen i Skotland gik Olesen efter seks birdies og to bogeys den sidste runde i 68 slag, fire under banens par, og det var nok til at sikre ham niendepladsen i turneringen.

- Spillede noget god golf i dag, men det gik ikke helt, som jeg ville have det - stadigvæk en god uge :-), skrev Olesen på Twitter og lykønskede samtidig turneringens vinder, den kun 22-årige englænder Tommy Fleetwood, der måtte ud i omspil med Stephen Gallacher og Ricardo Gonzalez, inden sejren var en kendsgerning.

Morten Ørum Madsen gik ligeledes finalerunden i 68 slag, og det sikrede ham en placering som nummer 14, mens Anders Hansen blev nummer 17.

Dagens Gossip