Thorbjørn Olesen klar til PGA-touren i 2013/2014

Da den danske golfspiller Thorbjørn Olesen hentede en sjetteplads ved Masters tidligere på året, fik han et midlertidigt medlemskab til PGA-touren.

Det bliver nu skiftet ud med et mere permanent af slagsen, skriver teetime.dk.

Hans indtjening på PGA's pengeliste i 2013 kvalificerer ham således til at blive medlem på PGA-touren i 2013/2014-sæsonen, der netop er begyndt i denne uge.

Det betyder, at Thorbjørn Olesen i den nye sæson både skal optræde på PGA-touren og Europa-touren.

På PGA-touren kommer han til at spille minimum 15 turneringer - her tæller også majors med - og da han på den europæiske tour skal spille mindst 13, venter der en travl sæson for danskeren.

Det er Thorbjørn Olesens placering på PGA's pengeliste i 2013, der har banet vejen for en sikker plads på touren i den nye sæson.

Olesen indtjente 513.700 dollar svarende til godt 2,8 mio. kroner på tre turneringer; Arnold Palmer Invitational, Masters og US PGA Championship. I alt spillede han 11 turneringer på touren i den forgangne sæson.

Thorbjørn Olesen kommer formentlig til at spille to PGA-tours allerede i år, hvis han stiller til start ved WGC-HSBC Champions i slutningen af oktober og starten af november samt ISPS Handa World Cup of Golf i november.

/ritzau/

Dagens Gossip