Thorbjørn Olesen overvinder problemer i Himmerland

Skrevet af admin

15/08/2014

Dagens topnyheder

Thorbjørn Olesen holder sig med fremme ved Made in Denmark til trods for problemer på fredagens runde.

Den 23-årige dansker fik reddet en runde i 70 slag - et under banens par - hjem på anden runde, hvilket betyder, at det danske håb er samlet tre slag under par inden weekendens finalerunder.

Selv om vinden er løjet en smule af i Himmerland, så måtte Olesen skrive en dobbeltbogey på sit scorekort, da han skulle bruge hele syv slag på at sænke bolden på 13. hul.

Det blev også til en bogey på femte hul, men da danskeren også præsterede tre birdies, så endte det med en nogenlunde runde, selv om Olesen sikkert vil ærgre sig.

Klokken 13, hvor størstedelen af feltet fortsat mangler at færdiggøre anden runde, indtager Thorbjørn Olesen en samlet femteplads. Dermed er han dumpet en enkelt placering tilbage.

Thomas Bjørn, der topper turneringen sammen med chilenske Felipe Aguilar og Bradley Dredge fra Wales, har endnu ikke taget hul på anden runde.

/ritzau/