Thorbjørn Olesen stormer frem i ørkensandet

Skrevet af admin

01/02/2014

Mest læste i dag

Thorbjørn Olesen er med i kampen om sejren på sidstedagen af European Tour-turneringen Dubai Desert Classic.

Det danske golftalent spillede en fremragende tredje runde lørdag, hvor han ikke lavede en eneste bogey.

Derimod lykkedes det ham at præstere hele syv birdies, og det resulterede i dagens tredjebedste runde.

Den sendte ham fra en delt 20.-plads til en delt tredjeplads, og inden søndagens fjerde runde er han kun fire slag efter den førende skotte Stephen Gallagher - der vandt turneringen sidste år.

For at vinde turneringen og de 303.268 euro, der følger med præstationen, skal Olesen dog også spillede bedre end Rory McIlroy.

Nordireren er på andenpladsen to slag bedre end Olesen efter en lørdag, hvor han gik banen i tre slag under par.

De øvrige tilbageværende danskere ligger alle pænt placeret i det stærke felt.

Thomas Bjørn, der tidligere har vundet turneringen i 2001, er sammen med Søren Kjeldsen og Morten Ørum Madsen på en delt 29.-plads.

Søren Hansen sluttede dagen i et enkelt slag under par og ligger nu nummer 19.

/ritzau/