Thorning: Adgangskrav på erhvervsuddannelser

Statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) åbner nu for første gang op for at indføre adgangskrav til landets erhvervsuddannelser. Det skriver Politiken mandag.

- Jeg er optaget af, at vi åbner en diskussion af adgangskrav, så vi er sikre på, at dem, der kommer ind, er i stand til at gennemføre uddannelsen, siger hun til Politiken.

- De (adgangskravene. red.) kan indrettes på mange forskellige måder, og det må vi jo så tage senere hen. Men det vigtigste nu er et signal om, at det kan vi godt samle os om.

Hun nævner, at adgangskravene kan blive en del af den kommende reform af erhvervsuddannelserne, men statsministeren ønsker ikke at give konkrete bud på adgangskravenes indhold.

Statsministeren ser et akut behov for at få forbedret ryet hos erhvervsuddannelserne, som de senere år har været kendetegnet ved faldende ansøgertal - og samtidig stigende frafald.

- Det er altså temmelig alvorligt, og det hænger sammen med, at det at blive håndværker har mistet prestige over årene. Vi skal have skabt noget mere prestige. Dem, der kommer ind, skal måske kunne lidt mere, slår hun fast.

Reformen bliver af regeringen betragtet som en af efterårets vigtigste opgaver. Og oplægget lyder - ligesom de øvrige 2020-reformer - at et bredt flertal i Folketinget skal samle sig om aftalen.

Således bliver oppositionsleder Lars Løkke Rasmussen (V) en af statsministerens vigtigste samarbejdspartnere.

Og Venstre-lederen er umiddelbart positivt stemt over for forslaget om adgangskrav. Han kræver, at der sættes helt håndfaste krav til de unge, hvis de fremover skal gøre sig håb om at blive mekaniker, smed eller håndværker.

- Det er vigtigt, at den basale adgangsbillet til erhvervsuddannelserne er, at man har fundamentale færdigheder på plads i dansk og matematik, siger Lars Løkke Rasmussen til Politiken.

/ritzau/

Dagens Gossip