Thorning afviser mistanke i GGGI-sag

Skrevet af admin

21/11/2013

Mest læste i dag

Tilbageholdt Udenrigsministeriet pinlige oplysninger om GGGI-sagen til efter kommunalvalget?

Det spørgsmål stiller flere på Christiansborg sig, efter at Christian Friis Bach (R) torsdag meddelte sin afgang som udviklingsminister.

Sagen om Lars Løkke Rasmussens (V) dyre rejser på første klasse for bistandsmidler har i ugevis skabt negativ omtale af Venstre. En omtale, som formentlig også kostede stemmer ved tirsdagens kommunalvalg.

Men statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) tror ikke på, at Udenrigsministeriet i flere dage bevidst har tilbageholdt oplysningen om, at regeringens egen udviklingsminister godkendte rejsereglerne i GGGI:

- Jeg har ikke fantasi til at forestille mig, at man skal have tilbageholdt oplysninger til efter kommunalvalget, siger Helle Thorning-Schmidt på et kort pressemøde i Statsministeriet.

Statsministeren afviser, at hun eller hendes system før kommunalvalget fik kendskab til, at Christian Friis Bach godkendte rejsereglerne i GGGI.

Det var netop de omstridte og ekstravagante rejseregler, der gjorde det muligt for Venstre-formanden, Lars Løkke Rasmussen, at rejse på første klasse for bistandsmidler.

- Jeg har ingen grund til at tror, at man tilbageholdt oplysninger. Det er jeg meget, meget overbevist om ikke er sammenhængen, siger Helle Thorning-Schmidt.

Hun vil ikke tage stilling til, om sagen skal have konsekvenser for embedsværket i Udenrigsministeriet.

- Jeg tror, man skal passe på ikke at forhaste sig. Nu får vi en redegørelse, som kommer snart, og derefter må vi tage stilling til, om der skal drages nogle konsekvenser, siger Helle Thorning-Schmidt.

Udenrigsministeriets departementschef, Ulrik Vestergaard Knudsen, der tidligere har været en af Thornings nærmeste rådgivere, erkender, at ministeriets håndtering af sagen har betydet, at ministeren, Folketinget og offentligheden er blevet fejlagtigt informeret.

På et pressemøde torsdag oplyste Christian Friis Bach, at han først onsdag i denne uge fik at vide fra en højt placeret embedsmand i ministeriet, at rejsereglerne optrådte i et underpunkt på et bestyrelsesmøde i GGGI, som ministeren deltog i.

/ritzau/