Thorning & co. vil se fordomsfrit på dagpengesystemet

Sådan lyder det fra statsminister Helle Thorning-Schmidt (S), der har bedt det ekspertudvalg, der i øjeblikket ser på, hvordan man kan skabe en mere moderne beskæftigelsespolitik, om også at komme med indspark til dagpengesystemet.

»Vi vil bede Carsten Koch-udvalget om også at komme med ideer og indspark til, hvordan vi kan lave en fremtidssikring af vores dagpengesystem,« siger Helle Thorning-Schmidt (S) i forbindelse med fremlæggelsen af regeringens udspil til en mildere indfasning af dagpengereformen fra 2010.

»På baggrund af de ideer, der kommer, vil regeringen udarbejde et grundlag for et kommissorium, der skal kigge på et fremtidigt dagpengesystem. Opgaven er at vurdere, om der, inden for en uændret økonomisk ramme, kan skabes et mere moderne og et mere fleksibelt dagpengesystem,« siger hun.

Statsministeren vil ikke pege på konkrete ændringer, men hun afviser heller ikke noget.

»I forhold til om det skal være en toårig dagpengeperiode, der tror jeg ikke, der er særlig mange socialdemokrater, som ønsker, at man skal gå ledig i tre eller fire år eller længere. Vi vil kigge fordomsfrit på det her, men der er ikke noget, der tilsiger, at vi skal have en længere dagpengeperiode end to år,« siger hun.

»Vi ser fordomsfrit på det her, ellers ville vi ikke have nedsat en kommission,« siger hun.

Beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) er overbevist om, at man kan gøre tingene bedre.

»Vi bruger utrolig mange penge på vores beskæftigelsespolitik. Resultaterne er ikke, som man kan forvente, og der er stadig for mange ledige, der oplever, at de ikke kan få det kompetenceløft, der er nødvendigt for, at de kan komme tilbage til arbejdsmarkedet,« siger Mette Frederiksen, der er overbevist om, at man kan ændre dagpengesystemet til det bedre.

»Som jeg forstår det, blev dagpengereformen besluttet på ualmindelig kort tid tilbage under den tidligere regering, og det skulle da være mærkeligt, hvis vi gør os umage og tænker os om, at vi ikke vil være i stand til at skabe nogle bedre regler, end dem, vi har i dag,« siger beskæftigelsesministeren, der dog ikke på forhånd vil pege på, hvad man kan ændre. »Men« siger hun:

»Man kan rykke rundt på ganske mange ting.«

Helt så langt vil den radikale uddannelsesminister Morten Østergaard (R) dog ikke gå. Ifølge ham har udvalgets arbejde begrænsninger.

»Det, som ligger klart, er, at det er inden for den nuværende reforms økonomiske rammer, og det sætter jo sine begrænsninger på arbejdet, men der er vi selvfølgelig klar til at kigge på, om man inden for det nuværende system og de økonomiske rammer kan indrette sig mere hensigtsmæssigt,« siger Morten Østergaard, der dog ikke er klar til at åbne Pandoras æske.

Udvalgets arbejde ventes at være færdigt inden udgangen af i år, herefter vil regeringen nedsætte et kommissorium, der skal være færdigt i foråret 2015.

Dagens Gossip