Thorning: Den gode løsning er måske ikke god om et år

»Som god socialdemokrat ved jeg, at man har et standpunkt, til man tager et nyt,« lyder det fra statsministeren.

Socialdemokraterne har de seneste måneder oplevet historisk lave meningsmålinger. Særligt partiets bagland har kritiseret statsministeren for at føre borgerlig politik. Men i sin grundlovstale understreger Helle Thorning-Schmidt, at det på nogle områder har været nødvendigt at føre en anden politik end den, man lovede vælgerne, fordi Danmarks situation kræver det.

»Bundlinjen er, at partierne i Folketinget i dag har taget ansvar for beslutninger, som de tidligere var imod. Det har vi gjort, fordi virkeligheden krævede det. Fordi vi lever i en verden, hvor de løsninger, der er gode i dag, ikke nødvendigvis er de rette, eller for den sags skyld de mulige, om et år,« lyder det fra Helle Thorning-Schmidt.

»Undervejs i den proces bliver der skiftet både holdninger og standpunkter,« siger hun.

Særligt i forbindelse med efterlønsreformen og forårets dagpengereform har statsministeren oplevet at blive kritiseret for at føre en politik, der var mere borgerlig end den, VK-regeringen førte i 00erne. Men ifølge statsministeren er regeringens politik et udtryk for, at man ønsker brede forlig og et opgør med blokpolitikken.

»I det nuværende folketing har alle partier valgt at søge indflydelse. Det er folkestyre, når det er bedst. Men det betyder også, at ingen partier får deres vilje 100 procent eller får alt det, de gik til valg på, gennemført én til én,« siger Helle Thorning-Schmidt.

»Alle mandater er blevet brugt på det ene eller andet tidspunkt. Blokpolitikken er død. Og står det til mig, kommer den ikke tilbage,« siger hun.

Dagens Gossip