Thorning: Den sidste regeringsrokade inden valget

Skrevet af admin

12/12/2013

Dagens topnyheder

Der har været flittig gang i ind- og udskiftningen af ministre i S-R-SF-regeringens levetid.

Men statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) håber, at torsdagens regeringsrokade bliver den sidste før et kommende folketingsvalg.

- Regeringen fortsætter sit arbejde. Vi er rigtig godt i gang, og vi glæder os til at fortsætte i det nye år.

- Vi har lavet nogle rokader, som vi gerne ville lave, men så har der også været rokader, fordi nogle ministre måtte trække sig.

- Det er de ærgerlige rokader. Men den her rokade skulle gerne være den sidste, siger Thorning efter at have præsenteret de nye ministre for dronningen på Amalienborg.

Statsministeren understreger, at hun har været godt tilfredse med både den afgående justitsminister Morten Bødskov (S) og udenrigsminister Villy Søvndal (SF), der trækker sig på grund af sygdom.

- Jeg havde gerne beholdt både Morten Bødskov og Villy Søvndal på holdet. Jeg synes stadig, at de to var fortrinlige ministre.

- Men nu får vi to nye friske ministre, som virkelig brænder for at komme i gang med arbejdet, siger Thorning med henvisning til den nye skatteminister, Jonas Dahl (SF), og den nye fødevareminister, Dan Jørgensen (S).

Inden statsministeren tog til Amalienborg, lagde hun også op til, at hun har lidt blandede følelser omkring torsdagens regeringsrokade.

- Det er altid en god dag, når der kommer nye ministre, som er spændte på opgaven, selvom det er en lidt trist baggrund, sagde Thorning.

/ritzau/